Livet med tyktarmskræft
Der kan være stor forskel på, hvordan man har det under og efter behandling for tyktarmskræft. Her finder du viden, links og gode råd, der kan hjælpe dig i hverdagen – også hvis du har stomi.
Motion mindsker træthed og øger livskvalitet
Mange mennesker, der har fået behandling for kræft i tarmen, oplever stor træthed. Det er en træthed, du ikke nødvendigvis kan sove dig fra, men du kan gøre forskellige ting for at mindske trætheden.
Det kan måske virke uoverskueligt, men bevægelse i hverdagen er faktisk med til at mindske træthed. Det behøver ikke være hård motion eller i lang tid. En gåtur er også fin.
Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Motion styrker kroppen og vil give dig mere energi. Mange oplever at føle sig bedre tilpas efter at have rørt sig.
Læs mere om motion og træning, når du har kræft, og få idéer til, hvordan du kan få mere motion ind i din hverdag:
Hjælp til afføringsproblemer efter operationen
Funktionen af din tarm kan ændre sig efter din operation for kræft i tyktarmen, afhængigt af hvilken del af din tyktarm du har fået fjernet.
Har man fået fjernet højre side af tyktarmen, vil ca. en ud af fem patienter få tynd afføring med mange daglige afføringer. Hvis det sker, kan du tale med den kirurgiske afdeling om mulighed for stoppende medicin. Du kan også henvises til en mave-tarm medicinsk afdeling eller til en af senfølgeklinikkerne i landet til videre udredning og behandling, herunder mulig kostændring.
Hvis man har fået fjernet den venstre side af tyktarmen vil ca. en ud af seks personer opleve problemer med at tømme tarmen fuldstændigt. Hvis det er meget genererende, kan glycerol stikpiller eller klyx være en mulighed. Nogle har også gavn af medicin, der regulerer afføringen. Tal med din kirurgiske afdeling om, dine muligheder for behandling, eller få en henvisning til et mere specialiseret center. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med en mere omfattende behandling.
Der kan også være hjælp at hente på de senfølgeklinikker, som flere regioner har:
Ændret kost kan afhjælpe tynde afføringer
Har du fået fjernet højre side af tyktarmen, kan du opleve at få mange daglige og tynde afføringer. Det kan skyldes galdesyrediarré. Hvis du har galdesyrediarré, kan det behandles ved at binde galden, så den ikke skaber diarré, men din kost kan også have en betydning.
Fed mad vil gøre det værre, da galden bruges til at emulgere fedtet (gøre det vandopløseligt). Det er derfor en god idé at reducere indholdet af fedt i kosten f.eks. ved at spise mindre smør, margarine og olie og vælge magre produkter (mælke-, pålæg-, ost- og kødprodukter). Det gælder også de sunde, fede fødevarer som mandler og nødder.
De gode gavnlige fibre fra f.eks. rugbrød, frugt og grøntsager kan også i nogle tilfælde give flere og tynde afføringer.
Du kan spise de fleste fødevarer, og du skal ikke stoppe med at spise fiberholdig kost, men mængden er ofte afgørende. Hvis du f.eks. spiser mange grøntsager og mange skiver rugbrød med et højt indhold af fibre, kan det hjælpe, hvis du skærer lidt ned på mængden.
Hvis du ændrer din kost radikalt, er det en god idet at tale med en diætist om emnet.
Ved diarré og luft i maven kan du prøve at spise lidt mindre af (men ikke undgå):
- Brød med mange kerner og fuldkornsprodukter, f.eks. rugbrød
- Fed mad, særligt smør, fløde, cremefraiche, olie og mayonnaise
- Grøntsager og frugt
- Kaffe og alkohol
- Tyggegummi og pastiller med kunstigt sødemiddel (sorbitol)
- Nogle får diarré af mælk og mælkeprodukter, fordi kræftbehandlingen har givet midlertidig laktoseintolerance. Her kan du vælge laktosefri produkter.
- Hvis du har meget luft i maven kan det blive værre af blomkål, porrer, løg, ærter, hvidløg, jordskokker og tørrede bælgfrugter
Min krop fungerer ikke helt som tidligere. Jeg løber stadig på toilettet mange gange om dagen, men der er ikke samme hastværk over det som det første halve år, så det styrer ikke mit liv længere. Det forhindrer mig ikke at arbejde og være social mere.
At leve med en stomi
Hvis du har fået stomi, skal du vænne dig til den, uanset om den er midlertidig eller permanent. Det tager tid at lære at passe stomien og finde de rigtige hjælpemidler. Prøv dig frem og find den type stomipose, der passer bedst til dig.
Stomien lugter ikke
Det er ikke ualmindeligt, at du i den første tid måske føler ubehag ved stomien og ikke har lyst til at være sammen med andre mennesker. Mange er bekymrede for, om andre kan lugte stomien - det kan de ikke. Alle moderne stomiposer har kulfiltre, der fjerner eventuel lugt.
Nogle synes, det er svært at klæde sig ordentligt, fordi stomien er i vejen, eller fordi de er nervøse for, om stomien nu holder tæt, eller om den kan ses af andre. Prøv, om du kan tage en dag ad gangen. Det bliver nemmere med tiden, når du har fået dine egne rutiner med din stomi.
Hvad kan man spise med en kolostomi?
Hvis du har fået kolostomi, har du stadig størstedelen af din tyktarm, som fungerer, når maden skal fordøjes. Du vil normalt kunne spise en almindelig, sund kost, der bør være fedtfattig og fiberholdig med groft brød, frugt og grønt fordelt på tre hoved- og to mellemmåltider i døgnet.
Det er individuelt, hvordan fordøjelsen bliver påvirket af en stomi. Som udgangspunkt må du spise stort set alt, men test de enkelte fødevarer af i små mængder. Det er vigtigt, at du tygger maden grundigt og drikker rigeligt - cirka to liter i døgnet.
Lær at tømme tyktarmen med vand
Ved kolostomi kan du eventuelt lære en skyllemetode af tarmen, så det er muligt selv at bestemme, hvornår tarmen skal tømme sig. Metoden (irrigation) går ud på, at du gennem kolostomien skyller og tømmer tyktarmen med vand hver anden dag. Det kræver øvelse, og du kan lære teknikken i stomiambulatoriet.
Ileostomi kræver rigeligt væske
Hvis du har fået anlagt en midlertidig ileostomi kan du som hovedregel spise normalt, men da du ikke har en fungerende tyktarm til at absorbere væske, kan du opleve væsketab.
Hvis du har en permanent ileostomi efter at have fået fjernet hele tyktarmen, er madens vej gennem kroppen meget kortere. Det har betydning både for, hvor meget næring tarmen når at optage, og for afføringens konsistens i stomiposen.
Ved en ileostomi har man ikke tyktarmen til at absorbere væske fra det, man spiser og drikker, og det kan give væsketab. Derfor er det ekstra vigtigt at drikke rigeligt, særligt hvis du har mange og tynde afføringer, har svedt meget ved sport eller under en hedebølge. Du må desuden gerne salte maden ekstra, fordi tyktarmen ikke er der til at absorbere de salte, som kroppen har brug for.
Ved væsketab anbefales tilskud af bouillon eller elektrolytter i pulverform (en blanding af salte og sukker). I nogle tilfælde anbefales salttabletter.
Sådan undgår du prop i stomien
Du kan spise det meste helt uden problemer, men der er nogle fødevarer, der kan medføre stop eller sætte sig fast i stomien med risiko for ubehagelig propdannelse. Hvis du findeler og tygger maden grundigt, er risikoen meget lille.
Det er især fødevarer, der er trevlede f.eks. asparges, har sejt skind f.eks. pølseskind eller frugt med faste hinder f.eks. en appelsin, der kan medføre stop i stomien.
Det bedste råd til at forhindre stop er derfor, at tygge maden grundigt eller findele maden. Findeling betyder, at man tygger maden grundigt, skærer maden i små stykker eller bruger en blender.
Kostråd til dig med ileostomi
Nedenfor ser du anbefalinger til mad og drikke, hvis du har ileostomi med normalt output:
- Spis langsomt og tyg maden ekstra godt
- Indtag rigelig væske - mindst 2-3 liter dagligt
- Spis flere små, regelmæssige måltider i løbet af dagen
- De fleste madvarer kan spises, hvis de tygges godt. Nogle madvarer bør findeles f.eks. de meget trevlede
- Undgå eller reducér mængden af trevlede grøntsager (f.eks. porre og asparges), champignon, tørrede ærter og bønner, pølseskind og hinder fra citrusfrugter
- Forsøg eventuelt med et tilskud af loppefrøskaller (psylliumfrøskaller)
Gode råd ved nedsat appetit og vægttab
Opskrifter på sund mad og til spiseproblemer
Få flere gode råd om, hvad du kan spise i COPA's kostbrochure:
Hvis du oplever problemer med 'stort output'
De fleste med en ileostomi har ikke problemer med stort output (det, der bliver tømt ud i posen, kaldes ’output’), men enkelte oplever vedvarende store tab af væske og afføring i en ileostomi. Det kan ofte ses i urinen, der bliver meget mørk og koncentreret.
Her er det vigtigt at reducere mængden af de normalt sunde, men fiberrige fødevarer som rugbrød, grøntsager og frugt. Det er også vigtigt at drikke andet end vand, der har et lavt indhold af salt. Det anbefales desuden, at du:
- Undgår væske til måltiderne, da det tømmer mavesækken hurtigere
- Drikker væske, der indeholder salt, f.eks. mælk, bouillon og elektrolytpulver eller lignende produkter, der kan købes på apoteket
- Drikker mindre kaffe og te samt juice, saft og sodavand, som ikke indeholder salt
Min tarm er blevet meget følsom, og jeg skal passe på med, hvad jeg spiser. Jeg var glad for, at sygehuset henviste mig til en diætist med speciale i mavetarm-opererede. Hun kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der virker præcist for dig.
Stomisygeplejerske og Stomiforeningen COPA
Har du spørgsmål til eller problemer med din stomi, kan du kontakte en stomisygeplejerske på sygehuset. Mange forhandlere af stomiposer har også sygeplejersker ansat til at rådgive stomiopererede. Læs mere:
Stomiguiden for unge
Stomiguiden.dk er en guide for unge, der lige har fået stomi. Siden er fyldt med gode råd til hverdagen med stomi og med personlige fortællinger:
Risiko for blodpropper i benene
Når du har kræft i tarmen, har du en let øget risiko for at få blodpropper i de dybe vener, i lægmusklerne, i låret eller i bækkenet. Hold øje med symptomer og tal med din læge om dem.
Sådan kan du forebygge blodpropper i benene:
- Gå hyppige korte ture
- Stå gerne lidt på tæer og vip frem og tilbage. Det øger blodets gennemstrømning i benene
- Hvis du ikke kan bevæge dig rundt, kan du lave simple benøvelser (bøj og stræk af ben, fødder og tæer), f.eks. en gang i timen
- Drik rigeligt vand
Læs mere om de symptomer, du skal være opmærksom på:
Råd og hjælp til reaktioner, arbejde, seksualitet og livsstil
Mange mennesker med tyktarmskræft har et ønske om selv at gøre noget for at gøre deres sygdomsforløb så godt som muligt. Få gode råd om genoptræning og senfølger og find ud af, hvad du selv kan gøre i forhold til kost og motion. Læs mere:
Reaktioner og følelser
Alvorlig sygdom som tyktarmskræft fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig. Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet.
Reaktionerne er helt naturlige, her finder du gode råd til, hvordan du kan håndtere dem:
Arbejde under og efter kræftforløbet
Nogle kræftpatienter kan fortsætte deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden.
Hvis du skal tilbage på arbejdet, er det muligt at aftale, hvordan du starter igen. Det er dog ikke alle, der kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en kræftsygdom, og nogle må gå på pension.
Seksualitet
Mange kræftramte oplever, at kræftsygdommen og behandlingen får betydning for, hvad de kan, vil og har lyst til seksuelt. Du kan stadig bevare intimiteten.
Det være en god idé at få sexologisk rådgivning, som kan give støtte til at finde løsninger. For at få tilbudt behandling på hospitalernes sexologiske klinikker skal du have en lægehenvisning.
Tarmkræftforeningen
Du kan møde andre patienter eller pårørende, som har erfaring med tarmkræft i Tarmkræftforeningen.
TarmkræftforeningenCancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du anonymt og sikkert kan skrive sammen med andre kræftpatienter, pårørende og efterladte og stille spørgsmål og dele erfaringer om livet med kræft.
Cancerforum
Anette vil gerne bryde tabuet om stomi. For sådan én har givet hende livet tilbage
Efter en operation mod tarmkræft var Anettes liv i årevis invalideret af senfølger – indtil hun denne sommer tog et valg, der har vendt op og ned på hendes liv.
Læs Anettes fortælling her
Vi har kræftrådgivninger i hele landet
Kræftens Bekæmpelse har kræftrådgivninger i hele landet. Her kan du og dine pårørende få gratis rådgivning og deltage i forskellige grupper, kurser og aktiviteter. Find nærmeste kræftrådgivning her og læs om nogle af kræftrådgivningernes fælles tilbud.
Find kræftrådgivningGratis pjece
Pjece om hverdagen efter kræft
I pjecen finder du viden om opfølgningsforløb, senfølger, tilbagevenden til hverdag og arbejdsliv og inspiration til, hvad du selv kan gøre for at styrke krop og psyke efter kræft. Du kan hente pjecen gratis i vores webshop:
Hent pjece